Humøret holdes i jerngreb

Mit liat

Min musiksmag

Mols

Motorcykler

Klassefest

 

 

 

Humøret holdes i jerngreb

37-årige Jesper Gøthche blev hjerneskadet i en trafikulykke men insisterer på at se livet fra den lyse side

Af Benedikte Obel

- Prøv lige at se den her, siger Jesper og viser mig sin højre hånd. Fingrene ser stive ud og vender ligesom den forkerte vej. Det er spasmer, altså kramper. Det er hverken praktisk eller smertefrit.

- Men hvis det så var det eneste, der var galt, griner han og tilføjer:

- Her er så en af fordelene: Jeg har lært at skrive med venstre hånd.

Jesper retter sit liv ind efter sin veludviklede evne til at vende ting på hovedet, sætte nyt lys på dem, se dem fra den lyse side, eller hvad man nu vælger at kalde det. Han har været så heldig at arve den evne, som nu er hans livsgrundlag.

Den 16. september 1993 kom Jesper kørende på sin motorcykel. Han kørte på Strandvejen i Ebeltoft, da han kørte ind i siden af en bil som kom fra en sidevej. Jesper måtte genoplives og tilbragte tre år på sygehus og forskellige institutioner.

Årene lige efter ulykken var svære:

- Jeg havde nogle lange perioder, hvor jeg var jeg sur og gal og negativ. Ud, væk, skrid, farvel til det hele. Flere gange fik jeg den tanke, at det måske ville være en idé at snitte pulsårene over, fortæller Jesper.

Manden over for mig er godt nok hjerneskadet, men det er tydeligt, at fornuften ikke fejler noget. Det var den, der vandt. Der opstod en slags regnestykke, og det blev som følger:

- Jeg tænkte, at hvad nu, hvis jeg valgte at snitte min håndled – og nåede at indse, at jeg havde taget fejl. Tænk, hvis man stod der og havde skåret pulsårene over ... og fortrød. Så var det sgu for sent at gøre noget ved det.

Jesper fortæller om sin voldsomt dårlige tid uden, at der er nogen form for bevægelse at spore. Ud over, at han vist nærmest er fornærmet på sig selv over, at han kunne tænke sådan.

Det er slut med det. For:

- Det nytter ikke noget at være negativ. No way, José!

De fleste af de gamle kammerater ser han ikke mere.

- Men jeg bebrejder dem ikke noget. Det at blive ved med at være venner med en, som får en hjerneskade, kræver nok, at man holder temmelig meget af vedkommende i forvejen, og det har de så ikke gjort allesammen. Det kan man jo heller ikke sidde og være sur over. Så får man jo nok også færre besøg – hvis man sidder og er sur.

Så Jesper er ikke sur. Men samfundet burde stille meget højere krav til alle, som vil køre bil, mener han. For biler og andre køretøjer er farlige.

- Jeg synes faktisk, at når man tager kørekort til bil, så burde man også tage til både motorcykel og til lastbil. Simpelthen for at kunne beregne, hvad de andre trafikanter laver og konsekvenserne af det. I dag forstår folk alt for lidt i trafikken, mener Jesper, der selv i sin tid tog alle tre former for kørekort og blandt andet arbejdede som taxachauffør og trælastmand.

I dag er der meget, som fungerer godt i Jespers liv.

- Jeg bor godt, har et dejligt sommerhus og har styr på min økonomi. Og så har jeg hende der ... kæresten, tilføjer han med et lunt glimt i de knaldblå øjne. Han smiler og tilføjer:

- Hende konen, kællingen, madammen ... (Ifølge Osvald Helmuth-visen af samme navn er det i øvrigt "titlen" på hende, der "holder hele skidtet sammen".)

- Vi mødte hinanden lørdag den 15. juni 2002 i Center Øst. Jeg kom kørende på min smarte, trehjulede cykel for at købe ind i Rema 1000. Der var VM i fjernsynet, og vi var kun to kunder i hele forretningen. Jeg sagde, nå, du er nok heller ikke interesseret i fodbold, og så udvekslede vi adresser og telefonnumre, inden vi gik. Et par uger efter ringede hun så til mig, jeg ringede senere til hende og inviterede hende på besøg i mit sommerhus. Og så har vi været sammen lige siden. Det var kemien, der gjorde det. Og så har hun en næsten lige så syg humor som jeg har, siger Jesper og griner igen.

- At være kærester kræver, at man møder og accepterer hinanden som man nu engang er. Og så er det med kemien og humoren vigtigt. Vi har det rigtig skægt og finder på alt muligt sammen. Det er bestemt ikke alle kvinder, der har de evner, hun har!

Jesper har, som han selv siger det, reddet sin kæreste fra at være vild med Århus og fået hende til at elske Mols i stedet for. Men han må nu alligevel undvære hende en del af tiden, for hun bor i Risskov og har også en kolonihave, hvor hun tit slapper af, når hun er færdig med dagens arbejde som fotograf.

Med kæresten har Jesper fået to "papbørn". De er sidst i 20erne, og det passer fint med resten, mener Jesper:

- Jeg kunne da godt ha’ tænkt mig selv at få ... men sådan er det bare ikke blevet. Og det er jo godt i min situation ikke at få små børn selv; der er så meget at sørge for med sådan nogle.

Han kan godt huske sine gamle kærester, men har absolut ingen erindring om, hvorfor de slog op med ham eller han med dem. Det kan også være svært for ham at huske navne på folk, han kender, og ind imellem er der et ord som bliver væk for ham. Trods den nye slags hukommelse er han i dag ved at lære at lave hjemmesider på et projekt i forbindelse med Århus Sær-tv. Jesper kan godt lide at arbejde ved pc’eren.

- Men min hukommelse er blevet mærkelig, blandt andet fordi, tingene ligger og roder mellem hinanden. Alle mulige menneskers navne, ting jeg lige har lært og de minder, jeg har, ligger og roder inde mellem ting, jeg lærte i skolen eller som spejder. Nogle gange kommer der et gammelt minde flyvende og står klart, men det er aldrig til at sige, hvorfor eller hvornår, den dukker op. Måske kommer det om to minutter eller også først en gang i nat klokken 2. Eller i næste uge. Jeg kan aldrig vide det. Men de er der, siger Jesper, som også er i stand til at grine af sin hukommelse. Men det er et valg. For lalleglad er han ikke:

- Jeg synes, det er snyd, fordi mange andre med hjerneskader faktisk godt kan huske alt muligt fra deres liv. Jeg selv har kæmpestore huller i min hukommelse, og selvom andre kan fortælle mig, hvad der skete ved en eller anden lejlighed, så kan de jo ikke fortælle mig, hvordan jeg oplevede det eller hvad jeg følte. Det synes jeg godt kan være bittert.

Men nogle ting er blevet siddende. Meget fast endda. Som for eksempel kærligheden til Mols, hvor Jesper fik opført et sommerhus for den erstatning, han fik udbetalt.

Og huset skulle opføres i Kalmar-træ, som er træ med alle konturerne i behold. Kærligheden til træ er nemlig også intakt. Og som den gamle søspejder siger om skibe, så skal de være lavet af træ og ikke glasfiber.

- Fordi træet "snakker" om det dejlige vand, det ligger i. Det gør glasfiber ikke!

Som gammel spejder på spejderskibet Klitta og Toggerbo Spejdercenter savner Jesper alt, hvad man kan lave som spejder. Det er slut med tunge rygsække og med at knokle rundt med tov, værktøj og telte. Højre side af kroppen vil ikke det, han vil. Spasmerne i det ene ben betyder, at der er konstante muskelspændinger, som skal holdes i ave med en speciel skinne, som Jesper bruger hver dag. Og selvom han knokler for at gå almindeligt, må han for hvert andet skridt slæbe det forreste af sin højre fod, der ligesom insisterer på at røre lidt ved asfalten med tåen for hvert gang, den skal tage et skridt.

- Man kan godt være negativ, men det kræver godt nok mange kræfter. Mange flere, end det kræver at være positiv og se tingene fra den lyse side. Jeg skrev engang et manuskript, der blev hugget … af Monty Python, som så lavede filmen Life of Brian! Dén sang der, Always look at the bright side of life, dét er det, som livet handler om.

Efter interviewet følges vi ad til bussen.

- Åh, hvor jeg dog hader den her fod. Men det nytter sgu ikke noget. Op i måsen med det! ... der sidder en hel del efterhånden. Sådan er det bare. Always look at the bright side. Det må man holde fast i.

 

Fakta om Jespers ulykke:

En ung mand, der var vidne til ulykken, ydede Jesper førstehjælp. Jesper blev kørt til Grenå Centralsygehus, men blev få timer efter overflyttet til Århus Kommunehospital, hvor han blev opereret på flere forskellige afdelinger. Hans ene lunge var klappet sammen, han havde svære læsioner i ansigt og på begge arme, havde mistet fire fortænder og – viste det sig - fået en svær hjerneskade, der både gav fysiske handicaps og problemer med blandt andet hukommelse og overblik.

Jesper blev opereret fra klokken 18 til næste morgen klokken 5. Han lå i respirator på Århus Kommunehospital i to uger og blev så overflyttet til Grenå Centralsygehus. Han var i koma i syv uger, og fik mad gennem sonde i tre måneder. Fire en halv måned efter ulykken talte han for første gang.

Seks en halv måned efter ulykken kom Jesper til Fysiurgisk Hospital i Hammel (det nuværende Hammel Neurocenter) for genoptræning. Her var han i 11 måneder. Derefter kom han til Høskov kollegiet, hvor han fik yderligere genoptræning. I begyndelsen af 1996 flyttede han ind i egen bolig med hjælp og støtte fra Århus Kommunes Hjemmevejledere.

Kilde: Jespers mor, Jytte G. Hansen.

 

Hvert år får 15.000 danskere en hjerneskade. Cirka 60.000 lever med en hjerneskade. Se mere på Videncenter for hjerneskade: http://www.vfhj.dk/ og Hjerneskadeforeningen: http://www.hjsf.dk/

Via de to hjemmesider finder man også ASP, Akut Støtte til Pårørende, som Jespers mor har været med til at stifte.

Årsager til hjerneskader:

- trafikulykker

- alvorlige hjernerystelser

- ulykker under vand

- apopleksi

- vold

- opløsningsmidler